Truckershowet på Gl. Estrup 2011

Hermed indbyder Landbrugsmessen interesserede til at være med på årets truckerudstilling lørdag den 28. og søndag den 29. maj 2011 på Gl. Estrup ved Auning på Djursland.

Som en naturlig del af Landbrugsmessen Gl. Estrup har vi hvert år haft en lang række af truckerbiler med på messen.

Det er således 15. år, vi kan samle op imod 100 af Europas flotteste lastbiler, der bliver pudset og plejet af den enkelte chauffør.

Ja, lastbilen bliver betragtet som deres "andet hjem", da der i perioder bliver tilbragt mange dage og nætter i og ved lastbilen på de lange transporter ned igennem hele Europa.

Hvad sker der på Landbrugsmessen på truckerarealet?

I løbet af den 28. og 29. maj konkurreres der i forskellige lastbildiscipliner, hvor lastbilerne er inddelt efter model/type.

De første lastbiler ankommer fredag aften, og de sidste slutter sig til i løbet af lørdag formiddag, når man når hjem fra den lange transport fra Sydeuropa.

Omkring lørdag middag er truckerarealet tæt pakket med de flotte lastbiler, som er en fryd for øjet for alle med lidt interesse for mekanik og store biler.

3 F Grenaa afdeling deltager også på pladsen med en stand. Her kan man stille faglige og ikke faglige spørgsmål og meget andet. Her får man svar på næsten alt. 3 F deltager med nogle meget dygtige folk.

Hvad sker der lørdag?

Kurt Gaihede Pedersen, bedre kendt som "Tjeneren" byder alle Truckerne velkommen til messen kl. 10.00.

Herefter starter bedømmelsen af de mange lastbiler, som er inddelt i grupper alt efter type og model.
Der er stor spænding blandt de mange chauffører, om man har husket alt omkring ens lastbil, så der ikke kan findes fejl og snavs, som trækker ned i bedømmelsen.

Konkurrencen er delt op i følgende klasser:

  • Klasse 1 er: Trækkere fra 1989 - 2002
  • Klasse 2 er: Trækkere fra 2002 - 2007
  • Klasse 3 er: Trækkere fra 2007 - 2011
  • Klasse 5 er: Forvogne fra 1989 - 2002
  • Klasse 6 er: Forvogne fra 2002 - 2007
  • Klasse 7 er: Forvogne fra 2007 - 2011
  • Klasse 9 er: Mini`er
  • Klasse 10 er: Oldtimer før 1989
  • Klasse 11 er: Specialbiler
  • Klasse 12 er: Internationale

Hertil kommer præmie til den lastbil, der kommer længst væk fra, og til det firma, der stiller med fleste lastbiler.

Find den flotteste lastbil

For publikum er der begge dage mulighed for at deltage i konkurrencen om at finde messens flotteste lastbil. Konkurrencen starter begge dage kl. 10 og strækker sig hen til sidst på dagen. Publikums favorit bliver ligeledes præmieret.

"Trafiksikkerhed i Øjenhøjde" lørdag kl. 10-16

Igen i år sætter truckerudstillingen særlig fokus på trafiksikkerhed - og de bløde trafikanter. Børneulykkesfonden deltager på standen om lørdagen med deres kampagne "Trafiksikkerhed i Øjenhøjde", hvor der bl.a. er mulighed for lære, hvordan man bedst bliver synlig og passer på sig selv i trafikken ved bl.a. brug af reflekssikkerhedsvest og refleksbrikker.

Børneulykkesfonden står for konkrete aktiviteter om trafiksikkerhed, hvor børnene kan designe deres egen reflekssikkerhedsvest, deltage i en konkurrence med trafikspørgsmål og vinde flotte præmier.

Hvor kan man læse mere om Trafiksikkerhed i øjenhøjde?

Du kan på Google søge på: Trafiksikkerhed i øjenhøjde og herfra læse mere om den omfattende kampagne, som især henvender sig til børn, forældre og skolerne, der kan tage emnet op i undervisningen.

Talent Booking kl. 14-16

Underholdning med sang, magi og trylleri.

Aftenhyggen fra kl. 19- 24

Traditionen tro deltager rigtig mange truckere i den fælles aftenhygge, hvortil der er tilmelding senest lørdag formiddag kl. 12 til "Tjeneren". Gerne snarest på tlf. 40 57 09 37 Ud over god mad bliver der Karaoke, underholdning og musik ved Talent Booking.

Hvad sker der søndag?

Publikumskonkurrencen, find den flotteste lastbil, starter kl. 10 og afsluttes omkring kl. 15.

Børn trækker en lastbil

Hvis du vil være med til at trække en lastbil, skal du være på truckerarealet søndag kl. 11. Her kan vi se, hvor mange børn, der skal til for at trække en stor lastbil.

Børn trækker tov mod truckerne

Kom og vis, at I børn er stærkere end truckerne i en konkurrence, hvor børn trækker mod en gruppe truckere. Det sker kl. 13.

Pokaler til de flotteste lastbiler

Søndag kl. 15.00 udløses spændingen om, hvem der i år har haft de flotteste lastbiler, idet man for denne præstation får tildelt en stor pokal indenfor de enkelte kategorier. Her udtrækkes også vindere i publikumskonkurrencen.

Kontaktperson/Tilmelding

Kurt Gaihede Pedersen, "Tjeneren", er primus motor i truckershowet.
Kurt kan træffes på tlf. 86 48 74 70 eller på 40 57 09 37.

Tilmelding af lastbiler kan ske snarest og helt frem til lørdag formiddag den 28.maj, men en tidligere tilmelding vil være ønskeligt.

Alle truckere er velkomne på Landbrugsmessen Gl. Estrup.

 

Tip en venPrint denne side
Sidst opdateret: 12.08.2011 - 05:17

Tak, fordi du printede denne side.
Har du spørgsmål, er du mere end velkommen til at henvende dig.

Messen 2010

Læs om messen 2010

Ris og Ros

Hjælp os: Gør messen bedre

Dyrskuer i 200 år

Køb bogen - 148 kr


Landbrugsmessen Gl. Estrup

Nordkystvejen 39
8961 Allingåbro
Tlf.: 4042 0201

www.landbrugsmessen.dk